I Sandved pastorat er kristendom både ord og liv.
Vi lægger vægt på, at gudstjenesterne ikke alene handler om tro – men også om at skabe mening i tilværelsen. Samtidig er det en prioritet for os, at evangeliet forkyndes så det er til at forstå – og at man altid ”får noget med hjem”.
Gudstjenesterne holdes på skift mellem de seks kirker i pastoratet. De fleste uger er der fromesse (kort gudstjeneste uden nadver) kl. 9 og egentlig højmesse kl. 10:30. Se nærmere i kalenderen. Højmessen varer cirka en time. Bagefter er der som oftest uformel kirkekaffe for alle, som har lyst.
Derudover holder vi i vinterhalvåret månedlige aftenandagter med levende lys i Ting Jellinge kirke. Året rundt er der også månedlige aftengudstjenester med forudgående spisning kl. 17 i Mødestedet i Sandved.
Endelig er der i løbet af året særlige gudstjenester, som f.eks. pinsegudstjeneste i præstegårdshaven, Skt. Hans gudstjeneste ved gadekæret i Haldagermagle, høst- og jagtgudstjenester mv.